Gå til hovedindhold

Visionen

Læs visionen for udviklingen af Lisbjerg her.

Indhold

    I Lisbjerg ønsker vi at skabe en mangfoldig og attraktiv by - midt i landskabet nord for Aarhus. Lisbjerg skal danne ramme om det gode hverdagsliv. Her skal der være plads til at leve et helt liv med let adgang til både by, natur, arbejdspladser og hverdagens funktioner.

    Med udviklingsplanen for Lisbjerg præsenteres de værdier og kvaliteter, der skal ligge til grund for udviklingen af området. De værdier og kvaliteter skal være den underlægningsmusik, man vil kunne fornemme tonerne fra, når man i fremtiden bevæger sig i Lisbjerg. 

    Udviklingsplanens formål er at synliggøre og medvirke til, at Lisbjerg realiseres i overensstemmelse med visionen for Lisbjerg.

    Byudviklingsprojektet ”Den nye by i Lisbjerg” blev iværksat i starten af nullerne med henblik på at sikre den fremtidige udvikling og kapacitet i forhold til boliger og erhverv nord for Aarhus.

    I 2002 dannede projektet baggrund for en byplanidékonkurrence, og vinderforslaget blev efter en længere bearbejdning fulgt op af et egentligt kommuneplantillæg i 2009.

    Som følge af de ændrede samfundsmæssige vilkår besluttede Byrådet i 2015 at gentænke udviklingsplanerne for Lisbjerg. 

    I 2018 vedtog byrådet den gældende udviklingsplan. Byudviklingen er dynamisk, og for at kunne imødekomme tidens ændringer, må det forventes, at udviklingsplanen skal justeres over tid, så byudviklingsprojektet fortsat har aktualitet samt politisk og samfundsmæssig relevans. Lisbjerg er et byudviklingsprojekt med en lang realiseringshorisont på cirka 60 år. 

     

    I Lisbjerg ønsker vi at skabe fremtidens mangfoldige og attraktive by for cirka 25.000 indbyggere – en del af Aarhus midt i landskabet.

    På grund af den lange realiseringshorisont, på mere end 60 år, er den overordnede tilgang til udviklingen af Lisbjerg en værdibaseret planlægning, som kreativt søger det bedste i udviklingsplanens beskrevne kvaliteter og mål.

    Sidst opdateret: 27. august 2025