Ofte stillede spørgsmål
Find svar på en række spørgsmål om udviklingen af Lisbjerg.
Aarhus Kommune har solgt et areal til opførelse af blandt andet en dagligvarebutik i Lisbjergs kommende bymidte. Køber er i gang med at udarbejde et endeligt projekt, herefter skal der udarbejdes en lokalplan.
Herefter kommer en byggeperiode. Køber forventer derfor, at en dagligvarebutik tidligst kan slå dørene op omkring 2028.
I takt med at byen vokser og befolkningsgrundlaget i Lisbjerg stiger, er der grundlag for at udbygge den kommende bymidte med flere kommercielle og bylivsskabende funktioner.
Vi forskønner Randersvej, når Engholmvej vest om Lisbjerg er etableret i 2025. Engholmvej skal aflaste trafikken på Randersvej, så det er muligt at forskønne og fredeliggøre Randersvej, etablere nye krydsningsmuligheder m.m. Forskønnelsen af Randersvej handler både om at tilføre et af byens vigtigste ankomstpunkter et kvalitetsløft, men det handler også om at binde den gamle landsby bedre sammen med den nye by. Forskønnelsen af Randersvej vil ske i etaper over flere år, og igangsætning af arbejdet forudsætter byrådets godkendelse.
Parcelhuse var ikke oprindeligt en del af, hvordan Lisbjerg skulle udvikles, men byrådet har besluttet at justere Udviklingsplanen, for at fastholde og tiltrække flere børnefamilier. Bebyggelsestætheden er blevet reduceret for at kunne imødekomme familieboliger.
I 2025 er der derfor blevet udbudt en række arealer til familieboliger og fritliggende boliger, og der er planer om at udbyde flere arealer, hvor nogle af arealerne i etape 2 klargøres til grundsalg.
Du kan holde øje med villagrunde til salg i Aarhus Kommune på denne side
Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har gode ideer til bylivsaktiviteter i Lisbjerg.
Det kan være noget, der skaber glæde og værdi for lokalsamfundet. En grøn plet, der kan aktiveres med en bænk. Eller noget helt andet.
Formålet med midlertidige bylivsaktiviteter handler blandt andet om at skabe lokalt ejerskab til byens udvikling, både den fysiske og den sociale. Det sker gennem løbende dialog og samarbejde, hvor lisbjerggenserne får mulighed for at engagere sig i byudviklingen.
I kan sende jeres gode ideer til os på arealudvikling@mtm.aarhus.dk.
Ja. Lisbjergskolen er en folkeskole med ca. 370 elever fordelt på 0. - 9. klassetrin med tilhørende SFO og klub. Skolen er centralt placeret i den nye bydel, tæt på letbanestop samt en kommende bymidte.
Lisbjerg har allerede et aktivt fritids- og foreningsliv for både børn og voksne. Foreningerne bidrager til sociale aktiviteter og mødesteder, som styrker sammenhængskraften, mens den nye bydel udvikles.
Lisbjerg ligger placeret i et storbakket landskab nord for Aarhus. Byen har større rekreative naturområder inden for gåafstand - for eksempel Lisbjerg Skov og Egådalen. I udviklingen af Lisbjerg arbejdes der aktivt med at styrke adgangen til grønne åndehuller og større sammenhængende naturområder.
Lisbjerg er planlagt som fremtidens bysamfund, hvor det skal være let at tilvælge grønne mobilitetsløsninger i hverdagen, for eksempel cyklen eller kollektiv trafik. Der er mindre end et kvarters kørsel fra midtbyen med letbanen og under 10 kilometer til midtbyen på cykel ad supercykelstien.
Kort sagt bliver der etableret færre parkeringspladser i Lisbjerg, fordi mange af boligerne i Lisbjerg ligger under 600 meter fra letbanens fire stoppesteder i området. Hvis man er gæst i Lisbjerg, kan man bruge de parkeringslommer, der er anlagt langs flere veje.
Ja, på hverdage mellem kl.6 og 9 med retur inden for 12 timer kan du tage letbanen gratis. Også som gående og med cykel. Billetten gælder også ved omstigning.
Forsøget gælder foreløbigt til udgangen af 2025.
Det er muligt at få en daginstitutionsplads, da alle børn i Aarhus Kommune er garanteret en alderssvarende plads inden for det garantidistrikt, de bor i. En plads vil dog ikke altid være i selve Lisbjerg, men kan ligge et andet sted i garantidistrikt Nord, afhængigt af ledige pladser og ventelister. Kommunen arbejder løbende på at skabe balance mellem behov og kapacitet i området. Næste permanente udbygning af daginstitutionspladser i Lisbjerg forventes tidligst i januar 2028. Indtil da er der etableret en midlertidig afdeling i Elsted med prioritet til børn fra Lisbjerg.
Bystrategi
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89404400
E-mail: arealudvikling@mtm.aarhus.dk Åbningstider: Mandag-fredag kl. 9.30 - 15.00